Professor Skrald
Professor Skrald (1 af 4)
Professor Skrald står under stjernerne. De blinker, som kys, ned over jorden. Det ser ud, som om de vinker. Hun vinker også. Men ingen vinker tilbage.
Professor Skrald bor på et bjerg i sit dejlige, gamle hus. Og så er hun skraldeprofessor: Hun bygger skrot-robotter af brugte ting, som hun har i sit hus. En million-milliard ting. Ting, som andre ville kalde affald, skrald eller skrot.
Hun har for eksempel sådan noget em-bal-la-ge. Det er det der, som mad er pakket ind i.
Professor Skrald (2 af 4)
Når hun ligger i sin seng og kigger på sine skrot-robotter, ser det næsten ud, som om de er levende. Professor Skrald snakker også med dem, men … de svarer aldrig.
Tænk, hvis de en dag blev levende! Det tænker hun på hver aften, inden hun sover.
Professor Skrald ser op på himlen og dér, og dér, og dér! Pludselig! En sværm af stjerne-skud! Aldrig har Professor Skrald set så mange. Hvad mon hun ønsker sig?
Professor Skrald (3 af 4)
Professor Skrald går i seng. Hun gaber. Hov! En lyd?
Den kommer ovre fra … skrot-robotterne.
“Hej! Hvad er du for én?” siger en lille stemme.
“Jeg ved det ikke. Hvad er du for én?” siger en anden lille stemme.
Professor Skrald tænder lyset. Det er hendes to yndlings-skrotrobotter! De snakker! Professor Skrald løfter dem op til sig.
Hun mærker slet ikke, at hun får våde kinder.
Professor Skrald (4 af 4)
“Det er mig, der har lavet jer to! Jeg hedder Professor Skrald.”
De kigger nysgerrigt på Professor Skrald.
Professor Skrald lukker øjnene, og siger stolt og højt og tydeligt:
“Dig, der er rød, du må hedde Æske, som min morfar. Og dig, der er
grøn, du må hedde Stella efter det stjerne-skud, der gav jer ord og liv.”
Æske og Stella knirker og smiler og smager på deres nye navne.
“Hej Æske!”
“Hej Stella!”